Coronavaner kan give færre feriemaver
Når vi tager på ferie i udlandet, udsættes vi for et hav af fremmede bakterier og vira, der kan give maveonder og andre helbredsgener. Men vi kan gardere os mod det. Det kræver blot, at vi husker coronapandemiens gode hygiejnevaner denne sommer.
Efter mere end et års rejserestriktioner glæder mange danskere sig til at skifte landets grænser ud med spændende feriemål igen. Nye lande betyder dog også fremmede bakterier og vira, der kan medføre udbredte gener som turistdiarré, ferieforkølelse og ondt i halsen.
Men sådan behøver det ikke være, når man svinger passet i netop disse dage. For ifølge hygiejneekspert kan man gardere helbredet ved blot at fortsætte den skærpede hygiejne, som mange har tilegnet sig under pandemien.
”Det bliver interessant at se, hvorvidt danskerne tager de gode hygiejnevaner med sig på ferien i år. Mange af de klassiske feriesygdomme kan nemlig undgås, hvis bare vi tænker os lidt om – det gælder også i forhold til nye mutationer af corona. Derfor er det helt afgørende, at vi på ferien husker at vaske hænder eller bruge håndsprit jævnligt,” siger Maria Brix Balle, der er biolog og hygiejneekspert i hygiejnevirksomheden Initial.
Husk nu at vaske hænder
Før corona havde danskerne et laissez faire-forhold til håndhygiejne. Det konkluderede en undersøgelse fra 2017, som analyseinstituttet YouGov dengang foretog for hygiejnevirksomheden Initial.
Undersøgelsen viste således, at kun lidt over hver fjerde af de 18-28-årige (28 procent) konsekvent vaskede hænder inden frokost. For de ældre respondenter var tallet højere, men stadig lavt: Kun 46 procent af de 35-54-årige vaskede regelmæssigt hænder inden frokost, mens det samme gjorde sig gældende for bare 53 procent af respondenter over 55 år.