VIKINGBUS kører styrket ind i fremtiden

Danmarks største private busselskab, VIKINGBUS, accelererede sin bæredygtige rejse og forbedrede indtjeningen markant i 2023. I et normaliseret marked blev VIKINGBUS’ markedsposition styrket gennem vækst i omsætningen, markante forbedringer i indtjeningen samt store investeringer i en grønnere flåde af elbusser samt nye IT- og driftssystemer.

VIKINGBUS leverede solide resultater gennem 2023. I et normaliseret markedsmiljø øgede Danmarks største busselskab omsætningen og forbedrede indtjeningen markant sammenlignet med 2022. Omsætningen steg med 6,8% i 2023 og rundede 1,2 milliarder kroner.

Årsregnskabet for 2023 viser, at det forgangne år på mange måder var et banebrydende år for VIKINGBUS. Busselskabet vandt en række udbud på rutebus- og minibuskørsel, ligesom man foretog markante investeringer i nye elbusser samt nye IT- og driftssystemer, der skal forbedre konkurrenceevnen og styrke kundeoplevelsen i fremtiden.

På trods af de store engangsomkostninger til opstarten af nye kontrakter og investeringer i optimering af forretningen, øgede virksomhedens driftsrentabilitet med hele 278,7 procent i 2023. Det såkaldte EBITDA-resultat rundede således 116 millioner kroner – en forbedring på knap 75 millioner kroner i forhold til 2022. En vækst, der bl.a. kan tilskrives driftsforbedringer, strategiske investeringer og en endnu mere kundefokuseret organisation, der har øget effektiviteten og reduceret omkostningerne betydeligt.

“Resultaterne fra 2023 demonstrerer VIKINGBUS’ evne til at vinde markedsandele i et udfordrende marked gennem fokuserede indsatsområder og en meget kundefokuseret organisation. Vores tilpasning af virksomheden og markante investeringer har betalt sig, og vi er stolte af forbedringen af vores økonomiske udvikling, selvom jeg er overbevist om, at vi vil sikre yderligere forbedringer i de kommende år” siger Thomas Wandahl, administrerende direktør for VIKINGBUS.

Grøn omstilling i forfronten

Det er dog ikke kun VIKINGBUS’ økonomi, der har forbedret sig i 2023. Som markedsleder fortsætter virksomheden med at føre an indenfor investeringer i ny teknologi og grønne løsninger i den danske transportbranche. I løbet af det sidste år har VIKINGBUS investeret betydeligt i elektrificering af flåden, hvilket bl.a. har inkluderet investeringen i de første elbusser til turistkørsel i Danmark. Disse busser er en del af et et ambitiøst investeringsprogram, hvor der allerede er bestilt yderligere elbusser til levering i 2025. Samtidig indgik VIKINGBUS i løbet af året bl.a. en længere kontrakt med Movia, der inkluderer indsættelsen af 26 topmoderne eldrevne rutebusser.

“I 2023 satte vi nye standarder for den grønne omstilling. Men vi er kun lige begyndt, og vores markante investeringer i eldrevne busser og ladeinfrastruktur afspejler vores engagement i at fortsætte den positive udvikling og udvide vores flåde af grønne transportløsninger sammen med vores ambitiøse offentlige og private kunder. Ved udgangen af 2023 kørte 12 procent af vores samlede flåde på ren el, hvilket svarer til 116 eldrevne køretøjer i koncernen. De eldrevne busser giver store CO2-besparelser, så dette er et særdeles vigtigt skridt på vejen for at fremme miljøvenlig persontransport,” udtaler Thomas Wandahl, administrerende direktør for VIKINGBUS.

Ud over de økonomiske fremskridt og miljøinitiativer har Vikingbus også gjort fremskridt i sin interne politik for mangfoldighed og inklusion, specielt inden for ledelsesstrukturen. Med en fortsat indsats for at forbedre kønsbalancen har Vikingbus sat mål om at øge andelen af kvinder i ledende positioner og i bestyrelsen.

“Vores dedikation til mangfoldighed, ligestilling og miljøansvar er kernen i Vikingbus’ mission. Vi tror på, at vores ansvar går ud over transport – vi er her for at skabe varige forandringer og sætte nye standarder for hele branchen,” afslutter Thomas Wandahl.