Nyt poolområde i skidestinationen Idre Fjäll

Sneen på fjeldene er tøet, og sommeren nærmer sig med stormskridt. Det betyder, at vinteraktiviteter afløses af sommeraktiviteter, også i den svenske skidestination Idre Fjäll. Så nu er det bare med snart at pakke rygsækken og snøre vandrestøvlerne eller gøre cyklen klar. Idre Fjäll har et vidt forgrenet cykelstisystem, som giver gode muligheder for downhill cykelture, hvor man kommer op på toppen ved hjælp af liftene, men også hårde og måske mere strabadserende ture op ad fjeldet.

Idre Fjäll udvider hele tiden sommerens aktivitetsudbud, som da også byder på spændende nyheder i år. Et helt nyt pool-område med sjove vandrutsjebaner er klar til sommerens gæster, og vand er ofte lig med lange, sjove, våde dage for store og små, og så sover man så godt om natten. Der er også kommet padel-baner for dem, der vil stifte bekendtskab med den nye populære sport eller blive endnu bedre med den lettere ketsjer, en ny multiarena med kunstgræs er kommet til, og ligeledes en legeplads til børn med adventuregolf. Sidst men ikke mindst råder området over et veludstyret udendørs-fitnesscenter.

Læs mere: www.idrefjall.se/semester-i-fjallen/sommar-pa-idre-fjall/