Billund Lufthavn rammer 2019-niveau for året

Ikke nok med, at Billund Lufthavn sætter ny passagerrekord for september, så rammer Billund Lufthavn også det samme passagertal for år til dato og ser potentielt ind i et nyt rekordår.

Passagertallet er et tydeligt bevis på udviklingen i Billund Lufthavn, hvor den gamle passagerrekord for september i 2019 nu må se sig slået med 9,1 procent, hvilket betyder, at der er gået 403.665 passagerer igennem Billund Lufthavn i september 2022.

Med passagertallet for september er der gået 2.883.277passagerer igennem Billund Lufthavn fra 1. januar til og med den 30. september 2022, og det er 0,5procentpoint fra at ramme præcist det samme passagertal i samme periode i rekordåret 2019. Stoltheden er ikke til at tage fejl af:

“Med den massive passagernedgang, der var under corona, forestillede vi os i en lang periode, at vi minimum skulle frem til 2024 for at ramme indeks 100 sammenlignet med 2019. Nu er vi der. Billund Lufthavn er tilbage på samme niveau. Kæmpe ros til alle medarbejderne for den fænomenale præstation”, glædes Jan Hessellund, adm. direktør Billund Lufthavn og fortsætter: “Hvis ikke faktorer udefra sætter en stopper for den udvikling, der er i Billund Lufthavn nu, så ser vi formentligt et nyt rekordår, som i den grad er løftet af aktiviteten fra april. Det kan vi kun være stolte af.”