Danskerne vil flyve på skiferie til Norge og Sverige

En ny undersøgelse gennemført af analyseinstituttet YouGov* viser, at 51 procent af de danske skiløbere synes, at direkte fly til skidestinationen er meget vigtigt eller rimelig vigtigt for deres valg af skisportssted.

For danske skiløbere kan turen til Trysil i Norge samt Sälen, Stöten og Kläppen gøres nemt og direkte, fordi der er åbnet en lufthavn få minutter fra skidestinationerne. Til denne vinter præsenterer SAS to flyruter fra Danmark til Scandinavian Mountains Airport, som servicerer både Trysil i Norge og Sälen i Sverige. Der er direkte flylinjer fra både Københavns og Aalborgs lufthavne. Linjen fra København starter 22. december og flyver torsdage og søndage i vintersæsonen. Flylinjen fra Aalborg starter også 22. december med trafik torsdage i jule- og nytårsperioden frem til 5. januar og derefter søndage fra 8. januar.

Der er også direkte fly med BRA fra Malmø og Ängelholm hele sæsonen.