Spies melder om rekord i efterårsferien

Det ustadige vejr i danskernes sommerferie har skabt en rekordstor efterspørgsel på sol og varme i uge 42. Hos Danmarks største rejsearrangør, Spies, mærker man tydeligt den øgede rejselyst i skolernes efterårsferie. Derfor har man oprustet med tre ekstra charterfly og 900 pladser direkte til rejsemål som Gran Canaria, Cypern og Rhodos. Derudover forventer Spies at sende godt 2.000 gæster afsted på pakkerejser med rutefly – fortrinsvist til storbyer rundt i Europa og USA. Men også eksotiske rejsemål som Maldiverne og Mauritius er populære. 

Danskerne hungrer mere end normalt efter at rejse mod sol og varme dette efterår. Kommunikationschef hos Spies, Sofie Folden Lund, siger: ”Vi kan virkelig mærke, at der skal noget varmegaranti ind i danskernes efterårsferie i år ovenpå den ret sløje juli, hvor de fleste holdt deres ferie. Især den sidste uge har det virkelig taget fart med bookingerne, og vi forventer at få udsolgt indenfor de næste to uger på alle charterafgange til uge 42 fra både Billund, København, Aalborg og Rønne. 

Klassisk rejsemål i top samt to nye højdespringere
Hele ni ud af Spies’ 37 afgange i efterårsferien går til det populære rejsemål, Gran Canaria, der som sædvanligt ligger på en klar førsteplads. På en andenplads finder man højdespringeren, Cypern – efterfulgt af Kreta, Rhodos og Mallorca. Efterårsferien er også populær til storbyrejser, og i år får de klassiske europæiske storbyer som London, Rom og Barcelona følgeskab af New York, der er hoppet ind som fjerde mest populære storby blandt Spies’ gæster. Dermed overhaler The Big Apple den romantiske hovedstad, Paris, i top-5

Spies er Danmarks største rejsearrangør med rejser til næsten 400 rejsemål i over 60 lande.