Nu kan danskerne rejse med direkte fly til de østrigske alper

Fra d. 28. maj 2022, afgår der direkte fly hver uge fra København til Salzburg i Østrig. Det er det prisvindende tyske luftfartsselskab Eurowings, som nu kan transportere rejselystne danskere og svenskere til alpelandet, der byder på unikke oplevelser hele året.

Ca. 1,5 time. Det er hvad det tager at flyve direkte med Eurowings fra København til Salzburg. En god nyhed for naturelskere og livsnydere, som ønsker at lære den østrigske perle bedre at kende. Det er der rig mulighed for nu, hvor ruten åbner med én ugentlig afgang direkte fra København til Salzburg. Der er tale om en destination, som hidtil primært har været i rampelyset på grund af Østrigs verdenskendte skisportsområder, men som absolut byder på lige så fantastiske aktiviteter om sommeren.

Ruten åbner i god tid inden sommerferien begynder, så man kan allerede nu begynde at planlægge familieferien i de idylliske alper. Salzburg byder på et væld af aktiviteter for hele familien, og det er en oplagt destination at besøge, hvis man er glad for god mad og spektakulære naturoplevelser.

”Vi er utrolig glade for at kunne åbne en direkte rute mellem Danmark og Østrig. De nye ruter gør det både nemt og bekvemt for vores flygæster at nå deres mål”, siger Roland Hladin, som er Senior Manager Tour Operator hos Eurowings.

Han komplimenteres af Marketing Chef hos SalzburgerLand, Yvonne Rosenstatter, der ligeledes ser et stort potentiale i samarbejdet; ”Vi glæder os til at tage imod rejselystne danskere, og vise dem, at den store mangfoldighed af bjerge, søer og kulturelle tilbud, gør SalzburgerLand til en top-destination i Europa”.

Om SalzburgerLand
SalzburgerLand er danskernes foretrukne skisportsdestination i Østrig. Regionen tæller blandt andet de populære rejsemål Obertauern, Wagrain-Kleinarl, Zell am See-Kaprun, Skicirkus Saalbach Hinterglemm Leogang Fieberbrunn, Salzburger Saalachtal og St. Johann in Salzburg. SalzburgerLand råder over mere end 2.000 km pister i alle sværhedsgrader og flere end 200.000 hotelsenge.