Flere danskere vil holde efterårsferie i danske sommerhuse

Danske sommerhuse kommer i år til at være rammen om markant flere danskeres efterårsferie end normalt.

Således har danskere allerede forud-booket 5.139 hus-uger i danske feriehuse i oktober 2020, hvilket er 50 pct. mere, end hvad der var booket på samme tidspunkt sidste år for den kommende oktober.

Hus-uger er et mål for, hvor mange hele uger på syv dage et sommerhus har været udlejet til en gæst.

”COVID-19’s indtog har i den grad givet danskernes forud-bookinger af feriehuse i efterårsferien et ordentligt nøk opad,” forklarer specialkonsulent i Danmarks Statistik Paul Lubson.

”Danskeres forud-bookinger i oktober var allerede inden COVID-19 stigende med en gennemsnitlig vækst på ca. 11 pct. om året, hvilket dog er markant under stigningen på 50 pct., som vi ser i år.”

Tyskerne ikke skræmt
Selvom der er set stigning i danskeres forud-bookinger af danske feriehuse i oktober, så er tyskere stadig den gruppe, som står for flest forud-bookinger på det danske marked for udlejning af feriehuse.

Tyskere har allerede forud-booket 45.808 hus-uger i danske feriehuse i oktober, hvilket er 31 pct. flere end på samme tidspunkt sidste år, og svarende til 88 pct. af alle forud-bookede hus-uger i oktober måned 2020. 

De danske forud-bookinger står for 10 pct. af alle forud-bookinger i oktober måned, hvilket er rekordhøjt. De resterende 2 pct. står nordmænd, svenskere, nederlændere og personer af ukendt nationalitet for.

Der er i skrivende stund forud-booket i alt 52.189 hus-uger i danske feriehuse i oktober 2020.

Fakta: Udlejning af feriehuse i oktober
I oktober 2019 lejede danskere i alt 12.225 hus-uger i danske feriehuse, svarende til 17 pct. af alle lejede hus-uger oktober 2019. Bemærk at der her ikke er tale om forud-bookinger, men den faktisk udlejede tid, da regnskabet for oktober i 2019 var gjort op.
I alt 71.212 hus-uger blev lejet i danske feriehuse i oktober 2019.
Heraf var 55.818 hus-uger, svarende til 78 pct., købt af tyskere, mens 1.252, eller 2 pct., var købt af nederlændere

Kilde: Danmarks Statistik, www.statistikbanken.dk/ferieh1