22.000 danskere tager sydpå til jul og nytår

Danmarks største rejsearrangør, Spies, anslår at godt 22.000 danskere i år vælger at tage på charterferie til varmere breddegrader for at tilbringe jul og nytår. Godt 6.000 gæster rejser med Spies sydpå hen over jul og nytår med enten charter- eller rutefly – og langt de fleste af dem skal på familieferie til Gran Canaria, hvor 160.000 danskere gennem årene har fejret jul med Spies.

Hos Danmarks største rejsearrangør er otte ud af 10 juleferier nu booket. De Kanariske Øer med Gran Canaria i spidsen er den store julefavorit. I juleferien flyver Spies både fra de store lufthavne København og Billund og fra toppen af landet, Aalborg. Det foregår med arrangørens eget flyselskab Sunclass Airlines, og der er stadig en chance for at komme afsted, især på afgangene mellem jul og nytår. Men man skal være hurtig, da pladserne er booket godt op.

”Juleferien er en af de travleste ferieperioder på året. Og vi ved, at mange sikrer deres juleferie i god tid. Især de børnefamilier der er afhængige af skoleferien. Og netop skolebørn mellem 11 og 17 år ser vi 24 procent flere af i juleperioden i år sammenlignet med 2022”, udtaler kommunikationschef Sofie Folden Lund. 

I perioden 18.- 30. december rejser mere end 6.000 danskere med Spies til en af de mange destinationer, der tilbydes verden over. Det er 10 procent flere end i 2022. Gran Canaria topper som altid listen og er faktisk steget med hele 37 procent i forhold til sidste jul. Og så ser man også en lille stigning til Kap Verde igen i år – et rejsemål, som betragtes som en solsikker destination, hvor temperaturerne er en anelse højere end Gran Canaria og flyvetiden stadig en del kortede end f.eks. Thailand. Blandt Spies’ pakkerejser med rutefly skiller Maldiverne og Mauritius sig ud, og blandt storbyerne topper London listen – mens New York er årets højdespringer.

Top-5 over de mest populære jule- og nytårsdestinationer hos Spies:

  • Gran Canaria 
  • Tenerife
  • Kap Verde
  • Phuket/Thailand
  • Madeira