Dansk flyselskab udstationerer to fly og 45 medarbejdere i Vietnam

Siden Danmark lukkede ned den 11. marts 2020, er det ikke nogen hemmelighed at mange brancher har kæmpet for at overleve. Denne kamp kom Nordjyske Great Dane Airlines heller ikke udenom, og de har siden nedlukningen haft mange overvejelser, ideer og muligheder oppe at vende. Alle med samme mål, at det Nordjyske flyselskab og dets ansatte skulle komme igennem den stadig igangværende krise.

Great Dane Airlines har sikret sig en aftale, der er baseret på en udstationering af 2 af deres fly og 45 medarbejdere. De to fly skal beskæftiges med charterflyvning i Vietnam henover de næste 6 måneder.

“Vi har arbejdet længe på en løsning og beskæftigelse til vores fly, som kunne sikre både selskabet og vores medarbejdere. Vi sender 2 af vores fly, Embraer 195, til Hanoi i Vietnam i 6 måneder. Den 28. juli rejser 45 af vores medarbejdere med til Vietnam, og mange af dem bliver der hele perioden”, forklarer direktør Thomas Hugo Møller.

Vender tilbage til kerneforretningen
Flyselskabet er blevet valgt til opgaven på grund af den moderne flytype og det høje serviceniveau, som kendetegner Great Dane Airlines. Aftalen har været længe undervejs, men er nu endelig og sikrer selskabet frem mod sommeren 2021, hvor Great Dane Airlines vil vende tilbage til deres kerneforretning, nemlig at flyve chartergæster til syden med Danmarks bedste service.

“Udstationeringen betyder også, at vi ikke starter indenrigsflyvning op mellem Aalborg og København, som ellers var planlagt. Der er i øjeblikket intens priskrig på denne rute, og det ønsker vi ikke at bidrage yderligere til. Vi vil i stedet fokusere på en sund drift, der er positiv for både selskabet og vores medarbejdere. Samtidig med udstationeringen, vil vi I Danmark fokusere på vores nuværende aftaler med charterselskaber og vores egen rute Aalborg-Malaga”, forklarer direktøren videre.