Ryanair satser på et stærkt vestdanske marked og tilføjer syv nye destinationer

Fra oktober vil Ryanair igen placere to fly i Billund Lufthavn, og åbner syv nye ruter samt fastholder yderligere ni sommerruter gennem vinteren. Dette betyder at det irske lavprisselskab kommer op på 26 ruter fra Vestdanmark internationale lufthavn den kommende vinter.

Sevilla (Spanien), Tallinn (Estland), Wroclaw (Polen), Göteborg (Sverige), München (Memmingen, Tyskland), Sibiu (Rumænien) og Bruxelles (Charleroi, Belgien) bliver alle nye destinationer fra Vestdanmark den kommende vinter, når Ryanair genåbner deres base i Billund Lufthavn. Samtidig giver de to baserede fly mulighed for at selskabet ligeledes viderefører en rækkes ruter gennem hele vinteren, som man tidligere kun fløj om sommeren. Dette er ruter til f.eks. Milano, Venedig, Barcelona, Poznan, Gdansk og Edinburgh.

Ryanair’s CEO Eddie Wilson ser frem til at øge opmærksomheden på det danske marked: ”Jeg glæder mig meget over at kunne annoncere åbningen af basen i Billund, hvilket vil øge antallet af direkte ruter med de to baserede fly fra slutningen af oktober. Dette vil skabe 60 nye jobs for Ryanair i lufthavnen og øge vores ruteudbud til vestdanskerne markant til 26 ruter i alt denne vinter.”  

Adm. direktør for Billund Lufthavn Jan Hessellund glæder sig over den gode nyhed: ”Ryanair træder virkelig på speederen og tror helhjertet på et økonomisk stærkt og rejsehungrende dansk marked når Coronaen forhåbentligt om lidt slipper sit jerngreb om Europa. Vores analyser viser at danskerne længes efter at rejse og har faktisk også et opsparet behov for at komme afsted, det betyder at når det igen bliver muligt at rejse frit, vil efterspørgslen være stor.”

Ryanairs investering vil resultere i omkring 350.000 flere passagerer igennem lufthavnen inklusive næsten 100.000 nye turister ind til Danmark – en væsentligt andel af de nye udenlandske gæster vil ankomme i løbet af vintersæsonen.

Jan Hessellund forventer at basen vil kunne understøtte genstarten af dansk turisme: ”Med 100.000 nye turister fra bl.a. Sydtyskland, Belgien, Sverige og Spanien vil de nye ruter den kommende vinter være en kærkommen håndsrækning til danske hoteller, restauranter og attraktioner.”

Direktør for Dansk Kyst & Naturturisme, Jens Hausted er helt enig i synspunktet om, at de nye turister vil skabe et boost i genstarten af ferieturismen i Vestdanmark: ”Pandemien vil helt sikkert have skabt nogle nye trends ved, at udenlandske gæster søger hen, hvor det er trygt, hvor der er gode naturoplevelser, god plads i byerne og ved attraktionerne, og her kommer den styrkeposition for Vestdanmark i spil – det er godt set af Ryanair, og godt for genstarten af dansk turisme.”