Spanske ø-tips om Menorca

De Baleariske Øer er et lille ferieparadis ved Spaniens østlige kyst. De fire øer, Mallorca, Menorca, Formentera og Ibiza, byder på alt lige fra store kulinariske oplevelser til nogle af Europas smukkeste strande. Vi sætter fokus på øerne, idag Menorca.

Flotte omgivelser og store naturoplevelser på Menorca
Menorca er den øgruppens næststørste ø – og måske også den grønneste. En stor del af Menorcas naturområder er nemlig blevet UNESCO-beskyttede, hvilket har stoppet større byggerier i området. Naturen har i stedet fået lov til at brede sig frit, og der er derfor ualmindeligt grønt og frodigt på Mallorcas søsterø.

Det er især værd at opleve øens unikke natur via de mange vandrestier, som snor sig gennem landskabet. Fra bakker og højdedrag kan man nyde den friske luft og en skøn udsigt over havet.

Det er oplagt at leje en bil og køre rundt blandt øens mange strande. Selvom Menorca er lille, gemmer øen faktisk på flere strande end både Ibiza og Mallorca – til sammen! Følg kysten for at finde et utal af skønne strande og bugter, der gemmer sig på øens 216 kilometer lange kyststrækning.