Manden bag Danske Hoteller fylder 75 år

Bestyrelsesformand, forhenværende Falck-direktør og advokat Erik Sophus Falck fylder mandag, den 8. april, 75 år.

I 1990 købte Erik Falck sammen med et par andre investorer Dronninglund Hotel i Nordjylland, og det blev startskuddet til en større hotel-karriere end forudset dengang. Fire år senere erhvervedes Hotel Søparken i Aabybro og grundstenen til hotelkoncernen Danske Hoteller A/S var lagt. I dag omfatter Danske Hoteller A/S 26 hoteller i provinsen, som alle både ejes og drives af koncernen. Sidste skud på stammen er det velrenommerede Hotel Pejsegaarden i Brædstrup, som Danske Hoteller overtog den 1. marts i år. Danske Hoteller A/S har i dag en årlig omsætning på ca. 400 mio. kr. og beskæftiger over 900 hel- og deltidsansatte på landsplan.

Erik Falck har som bestyrelsesformand i hele perioden har været dynamoen og den drivende kraft i opbygningen af hotelvirksomheden, som i dag har omkring 2.400 aktionærer over hele landet. Selv nedbragte Erik Falck i 2017 sin ejerandel betragteligt, da han forærede knap 40 pct. af hotelkædens aktier til en erhvervsdrivende fond, der bærer han navn. Det gjorde Erik Falck for på den lange bane at sikre hotelkæden i ét samlet ejerskab og på danske hænder. 

Men Erik Falcks arbejdsliv tager sin begyndelse i en helt anden boldgade, dog også i servicebranchen. Han er 4. generation af virksomheden Falck´s stifter Sophus Falck, og det lå derfor i kortene, at redningskorpset blev Erik Falcks arbejdsliv. Sideløbende med jurastudierne måtte han som andre familiemedlemmer arbejde sig op i familiefirmaet. Erik Falck startede som deltidsbrandmand og kom i slutningen af 1980´erne med i virksomhedens øverste ledelse. Sideløbende etablerede og drev han advokatvirksomhed.

Falck-familien besluttede sig i 1988 for at sælge redningskorpset til et forsikringsselskab, men Erik Falck fortsatte de efterfølgende år i selskabet på flere ledende poster, sluttende i 2003 med ansvaret for Falcks aktiviteter i Østeuropa og Østrig. På det tidspunkt var Falck blevet børsnoteret og en international virksomhed, som i år 2000 fusionerede med engelske Group4 til Group4Falck.

Erik Falck er en arbejdshest ud over det sædvanlige og han stortrives med forretningsdrift, men drives ikke mindst af samarbejdet med andre mennesker, så der løftes i flok. Han har en sjælden evne til sammen med sin hustru, Jette Falck, som han har været sammen med i 44 år, at samle og påskønne de forskellige ledelsesgrupper – også de, der ligger mere end 20 år tilbage i Falck-tiden. Det samme gælder en stor kreds af venner og bekendte.

Ud over formandskabet i hotelkoncernen har Erik Falck gennem tiden været formand eller bestyrelsesmedlem i en række andre virksomheder og fonde. Omfanget her har han dog indskrænket en del i de senere år.