Seks spanske restauranter er blandt de 50 bedste i verden

Spanien er verdenskendt for deres kulinariske udbud af vin, ost, tapas, fisk og skaldyr, men nu kan Spanien også bryste sig af at have hele seks restauranter med på den prestigefyldte liste over verdens 50 bedste restauranter.

De fleste danskere har formentlig hørt om det danske ikon, Geranium, der netop har overtaget pladsen fra Noma som verdens bedste restaurant i den tyvende udgave af den prestigefyldte rangering. Men det er ikke kun det danske køkken, der imponerer. Også uden for landets grænser disker kokketalenter op med tallerkener, der vækker begejstring og anerkendelse på internationalt topniveau.

Hvis du er lidt af et madøre eller bare værdsætter et særligt godt måltid, så bør turen gå til Spanien, næste gang sulten for en madoplevelse i særklasse melder sig. Her har hele seks restauranter udmærket sig i en sådan grad, at de er havnet på den prestigefyldte liste over verdens 50 bedste restauranter. Det drejer sig om Disfrutar, DiverXO, Asador Etxebarri, Elkano, Mugaritz og Quique Dacosta.

Verdens tredjebedste restaurant er en spansk rutsjebanetur
Verdens tredjebedste restaurant og dermed også den bedste spanske restaurant hedder i 2022 Disfrutar.

Disfrutar, der på engelsk oversættes til ‘Enjoy’, ligger i Barcelona og løb altså med listens flotte bronzemedalje for deres lækre, overraskende og grænsesøgende gastronomiske madoplevelser. Et besøg på restauranten bliver af dommerne beskrevet som intet mindre end ‘en spændende, hurtigtskydende rutsjebanetur af en spiseoplevelse’.

Udviklingen er gået stærkt for restauranten, der orkestreres af en talentfuld kokketrio. De strøg ind på listen i 2018 som nummer 18, hvilket sikrede dem prisen som ‘the highest new entry’, og de er blot fire år senere i top tre over verdens bedste for deres gastronomiske tilbud i den lyse middelhavsindrettede restaurant med udendørs terasse og privat lounge. Restauranten har desuden to Michelin-stjerner.

Det eneste land med tre i top ti
Danskernes foretrukne feriedestination bliver måske også danskernes foretrukne gastronomidestination. Hele tre spanske restauranter befinder sig i top ti. En af restauranterne er Diverxo i Madrid, som den anerkendte kok Dabiz Muñoz står bag. Stedet har taget et kæmpe, gastronomisk spring og er gået fra at være sidste års nummer tyve til at indtage fjerdepladsen og dermed lægge sig lige i hælene af Spaniens bedste restaurant. Et måltid på Diverxo skulle efter sigende være som at træde ind i Muñozs grænseløse fantasi. Igennem en 12-retters smagsmenu bliver gæsterne præsenteret for innovative, asiatisk-inspirerede retter.

På listen finder man også sidste års bronzevinder, Asador Etxebarri i Axpe (Vizcaya), der i år har måttet vige for andre spanske madoplevelser og nu sidder på den stadig imponerende sjetteplads. Den baskiske kok, Victor Arguinzoniz, er berømt for at kunne grille stort set alt og for at fremtrylle utrolige smage fra simple ingredienser. For at få mere kontrol over madlavningsprocessen designede han selv grillen til Asador Etxebarris køkken, som har seks fuldt justerbare griller, der kan hæves og sænkes på et remskivesystem.

Flere spanske kendinge på listen
Elkano i Guetaria (Guipuzkoa), der fastholder deres 16.-plads fra 2021, mestrer også grillkunsten. Chefkokken Aitor Arreguis har lært alt, hvad han ved om fisk, fra sin far, Pedro. Han lærte ham blandt andet at kigge efter en fisks friskhed ved at se efter, om den stadig havde en klarhed i øjnene.

Listens nummer 21, Mugaritz i Errentería (Guipuzkoa), er heller ikke nogen ny opdagelse. Kokken Andoni Luis Aduriz har skubbet grænserne for fine dining-konceptet i næsten 25 år. År for år skaber stjernekokken mere og mere eksperimenterende og provokerende madoplevelser. Aduriz har fx for nyligt tilføjet retten ‘trick’ til menukortet, som indeholder en gelégulerod udformet som en oversavet finger. Dog skal man ikke tage fejl – Aduriz er uden tvivl mere tro mod sin vision end de fleste andre kok, og en middag på Mugaritz garanterer en spændende, til tider mørk, altid uventet, kulinarisk oplevelse.